Selvom der er knap en måned til fastelavn, synes jeg alligevel godt, vi kan tage forskud på glæderne! Fastelavnsboller har altid været en af mine favoritboller/-kager, den er nem, simpel, og cremen er lækker. På Instagram er det også tydeligt at se, hvor mange der går op i fastelavnsbollesmagningen hvert år. Samtlige profiler laver testsmagninger og rangerer bollerne efter mængde af creme, flødeskum, glasur, indhold mm. Personligt er jeg mest til de gammeldaws fastelavnsboller. Jeg har nærmest flere regler for, hvad der ikke må være i, end hvad jeg fortrækker. Der må ikke være brun glasur på, og jeg gider fx ikke have chokoladestykker i. Faktisk så er det kun Granny House, der laver fastelavnsbollerne, som jeg vil have dem, og så synes jeg også Emmerys’ er gode. If it ain’t broke, don’t fix it! 

Men jeg fortrækker mine egne – og nu får I så den opskrift på fastelavnsboller, der har fulgt mig hele livet. Jeg har lavet enkelte rettelser og forbedringer med årene.

Indkøbsliste til 16 boller

Dej: 

350 g mel (6 dl)

150 g smør

50 g gær

1 1/2 dl mælk

1 æg

1/2 tsk salt

2 spsk sukker

Creme:

3 æg

6 spsk sukker

4 spsk vanillesukker eller en vanillestang blandet med tre spsk sukker

9 tsk maizenamel

7,5 dl mælk

Fremgangsmåde:

1. Hak smørret i melet og tilsæt sukker og salt

2. Lun mælken og rør så gæren ud i den lune mælk

3. Hæld gær- og mælkeblandingen i melet og tilsæt ægget. Ælt dejen smidig og glat. Det er fedest med en røremaskine, men  jeg bruger dog selv de bare næver

4. Lad dejen stå lunt og tildækket. Lad hæve i ca. 45 min.

Creme:

5. Pisk æggene sammen med sukkeret, vanillesukkeret og maizenamelet i en gryde

6. Pisk så mælken i og bring cremen i kog under piskning. Lad den koge godt igennem. Hvis cremen føles for tynd, kan man  blande mere maizenamel med mælk og hælde i gryden under omrøring

7. Stil cremen til afkøling og rør i den af og til, så den ikke trækker skind

8. Ælt dejen igennem og del den i 16 stykker

9. Rul hvert stykke ud til en flad (nogenlunde) firkant. Placer en spsk creme i midten af dejen og fold dejen henover. Man kan  bruge en kagerulle til at lukke enderne bedre, så fyldet ikke ryger ud under bagning

10. Efterhæv fastelavnsbollerne i en time til halvanden

11. Pensel bollerne med enten vand eller æg og bag i ca. 10 min á 225° i varmluftsovn.

Når bollerne er kølet af, kan du pynte dem, lige som du har lyst til. Mine er pyntet med glasur lavet af flormelis, æggehvide og saft fra bær. Æggehviderne gør, at glasuren bliver tyk og ikke løber. Jeg kan også godt lide at pensle bollerne med smeltet smør og dyppe dem i sukker.

God fornøjelse og glædelig næsten-fastelavn!